.Jeg måtte desværre lade min Westie aflive efter godt 10 års kompagniskab. Han sprængte et korsbånd på højre bagben og kom sig aldrig efter operationen. Dyrlægen overmedicinerede ham med Medrol og penicillin, og det kunne han ikke klare i for lang en periode.

 

Jeg var og er pensionist og er samtidig plaget af astma. Jeg skal ud og bruge min vejrtrækning hver dag.. Samson og jeg var derfor vænnet til at tilbringe nogle timer hver dag i skoven sammen fordelt på 2 daglige ture.

 

Da jeg måtte lade Samson gå, og jeg i øvrigt ikke kunne forestille mig en tilværelse uden hund, ledte jeg efter en, der kunne overtage Samsons rolle, således at jeg ret omgående kunne genoptage de daglige skovture, eller med andre ord en hund, der var ude over hvalpestadiet, men samtidig havde egenskaber og  var præget på en sådan måde, at den ret umiddelbart kunne indgå i "vor husholdning".

 

På Tines hjemmeside var et oplagt emne, en ca 1-årig Cairn han - Ziggy - der søgte en familie, der kunne tilbyde den et godt hundeliv. Min hustru og jeg har i flere år været enige om, at når Samson ikke kunne mere, ville vi se os om efter en Cairn terrier. Den lignede teoretisk i temperament, men ikke for meget i udseende. Vi kunne accepteres af Tine, og efter et par dage af en 2 ugers prøvetid var vi faldet for Ziggy, og et frugtbart samarbejde kunne tage sin begyndelse. De små startvanskeligheder vi havde, blev med Tines bistand klaret, således at vi allerede efter en 2 - 3 uger havde netop den hund, som vi havde forestillet os. På daværende tidspunkt tog vi Ziggy med på 3 ugers sommerferie ved Karup Å med skov og plantager og alt til faget henhørende. Det gik fremragende. Transporten foregik gnidningsløst i en transportkasse, som Tine havde anbefalet. Den sover Ziggy i øvrigt i hver nat (med tæpper over og i bunden). Vi havde en 20 m lang tøjsnor, som Ziggy fik lov at løbe rundt i ved hytten, og de daglige ture til heden og plantagerne var han vildt engageret i.

 

Vi var ellers i forvejen blevet tudet ørerne fulde om, at det nærmest var håbløst at overtage en hund, der var præget for livet andetsteds, og vi var derfor skeptiske og meget spændt på, hvorledes dette "eksperiment" ville falde ud. Så meget desto større var og er vor glæde over Ziggy.

 

Han har overtaget rollen som min anden livsledsager på vore skovture. Hans udviklede sporsans har vi megen glæde af. Han finder skovens rådyr og harer til os. Hans jagtinstinkt er meget udpræget.  Han er fræk og charmerende, altid oplagt til narrestreger, han stjæler og hygger sig, når vi skal tage noget fra ham. Han er ikke bange for noget. Psyken er meget robust. Han er kort sagt en rigtig Cairn.

 

Ham har vi og skal forhåbentlig have glæde af i mange år.

 

Når jeg skriver dette, er jeg faktisk lige kommet hjem efter et par timer i skoven (Jonstrup Vang)  med Ziggy her til morgen. Han fandt 3 * 2 rådyr, som vi havde megen fornøjelse af at kigge på. Jeg har aldrig set så mange dyr, som efter jeg har fået Ziggy. Hans næse er ganske uforlignelig, og hans jagtinstinkt er så stærkt, at jeg under ingen omstændigheder slipper ham i skoven, men hvor har vi megen fælles fornøjelse af det. Han er stort set ligeglad med heste, kvæg og får, men harer og rådyr!!! Det kan ikke gå stærkt nok med at komme på sporet, og han finder dem som regel også, så vi kan iagttage dem på afstand. Han bjæffer skingert af dem, men det har rådyrene vænnet sig 

 

Mange hilsner 

Merete og Aage (og selvfølgelig Ziggy).