Vores to små ægte Cairn-terrier Venus og Luna

 

Vi besluttede i 2004, at vores familie skulle forøges med en lille hund. Vi ønskede en hundrace, som var børnevenlig og samtidig en hund, som ikke fældede hundehår overalt. Det gav os jo flere valg. At valget faldt på en Cairn-terrier var indlysende. Den blev i litteraturen beskrevet som en hund med sin egen personlighed fyldt med humør, påhit, stædighed, kærlighed og vilje. En hund, som man kunne have det sjovt sammen med.

Det var en rigtig god beslutning.

 

Vi fandt på nettet kontakt til Kennel Mc.Alister´s ved Tine Mathari og følte fra første henvendelse, at vi var havnet i professionelle, kyndige og omsorgsfulde hænder. Tine tager venligt imod kommende hundeejere, men ønsker for alle sine hunde kun det bedste. Hun havde brug for at lære os at kende. Tine havde aktuelt ingen hvalpe til salg, så processen var lang for købet af vores første lille hund. Vi fulgte vores kommende lille hvalp fra undfangelsen til fødslen med håbet om, at Stephanie (moderen til vores lille hvalp) kunne levere en tæve til os.

01. Januar 2005 kom Venus til verden og glæden i vores lille hjem var overvældende. De kommende 8 uger var lange. Vi modtog mails og fotos mange gange fra Tine og besøgte Venus i Tines hjem flere gange.

Alle hunde hos Tine lever sammen med hende i hjemmet. De er på denne måde vænnet til de lyde, som fylder en dagligdag herunder telefonringning, støvsugning, madlavning etc. Alle hvalpe er i varme hænder flere gange om dagen. De bliver snakket med, checket – og ikke mindst behandlet individuelt efter deres egen karakter.

Vi havde fantastiske besøg hos Tine. Vi var sammen med Venus´s mor og hele kuldet – og ikke mindste sammen med Venus. Vi blev løbende rådgivet ved besøgene og kunne få stillet alle de spørgsmål, som kommer op, når man skal overtage sådan et lille væsen.

 

Endelig kom dagen, hvor Venus skulle med hjem til familien. Vi var spændte og nervøse. Det var næsten som at forlade barselsgangen med børnene. Vi blev dog hjulpet alt det på vej, som vi kunne ønske. Tine udleverer til alle sine hvalpekunder et tæt fyldt ringbind med alverdens relevant information vedrørende hundepasning. Denne mappe har vi brugt som opslagsværk flere gange. Samtidig fik vi råd om kosten, vi fik mulighed for at indkøbe hundeudstyr (snor, kurv o.al.) til en favorabel pris. Vi blev vejledt om forsikring og meldt ind i Dansk Kennelklub.

 

Så vi drog trygge af sted med vores lille Venus – den bedste gave til os alle.

Venus var tryg, god og kærlig fra første færd. Ikke på noget tidspunkt utryg eller bange for os eller de lyde, som omgav hende. Vi kontaktede Tine i den første tid, så hun kunne følge den lille hvalp, som hun havde afleveret – og vi fik her den bedste vejledning, når vi havde behov.

 

I 2007 købte vi så vores anden lille hund Luna. Vi overtog hende fra Tine, da hun var 4 måneder gammel. Vi var noget betænkelige ved dette, men helt uden grund. Luna er den sjovest og gladeste lille hund. Helt tryg fra første færd. Det samspil, som der opstod mellem de to hunde, ville vi aldrig have undværet i dag. Som vi siger nu, så ved man først, hvordan det er at have hund, når man har mere end én.

 

Både Luna og Venus har alle karaktertrækkene fra en ægte Cairn-terrier. De er nysgerrige og fyldt med gå-på-mod. De er også stædige og vil gerne være med til at bestemme, men de er samtidig hengivne og fyldt med kærlighed til os alle – og især vores 2 børn. Vi har det så sjovt med dem.

 

Det er robuste hunde, som vi kan tumle med. De tilretter sig helt, hvad vi finder på. De tager med i vores sommerhus – og falder til fra første færd. De passes ude, når vi tager på ferie – og elskes af alle dem, som passer dem, da hundene bare tilpasser sig hundepassernes liv øjeblikkeligt.

 

Alt i alt kan vi kun anbefale køb at hund hos Tine Mathari.Vi takker i dag for vores fantastiske hunde – og især for al den støtte og vejledning vi har fået gennem hele processen.

Vi stiller os gerne til rådighed for enhver henvendelse.

 

Bente Lauridsen

Fyrrehusene 19

2600 Glostrup

Tlf. 43 63 10 63